by: Hr. Vad
Dette er en artikel i en serie af flere, som tager genmæle mod Dialogcentrets præsentation af satanisme. I herværende artikel med udgangspunkt i Johannes Aagaards artikel Satanisme er 'det modsatte'.
Fundamentalt tager Aagaard fejl allerede i titlen af sin artikel, men som alle andre kristne ser han en nødvendighed af at fremstille kristendommen som det allestedsnærværende og primære, og så kan han behageligt reducere satanismen til noget sekundært og underordnet under kristendommen; og det er jo nok også de flestes automatiske opfattelse, men disse mennesker har ofte ikke oplevet andet en kristendom. De psykologiske behov, som dækkes ved at placere sig "ovenpå" er indlysende, men de er i sidste ende ligegyldige, hvis kendsgerningerne ikke støtter denne holdning.
For det første kræver en sådan opfattelse, at man er ude af stand til at se længere tilbage end de ca. 2000 år, hvor kristne har haft overtaget - - og mange har vitterligt en underforstået følelse af, at der "ikke rigtig var noget af betydning" før vor tidsregning, men vi må huske på, at denne tidsregning har meget lidt med universets opståen at gøre :). De kristnes opfattelser af verden er på ingen måder oprindelige. Den kristne religion er en relativ nyskabelse, og der er ingen a priori grunde til at acceptere netop denne religions opfattelser frem for andre.
Tværtimod må man sige, at satanismens idemæssige grundlag var til stede i lang tid før kristendommen holdt sit indtog. Satanisme er, også i dag, anskuelsen af mennesket som blot et andet dyr, og satanismen er grundlæggende funderet i en opfattelse af, at mennesket bør følge sin kødelige natur. Så vidt er denne opfattelse meget lig den, som forefandtes hos de menneskelige samlere og jægere, og egentlig også hos mange "oprindelige" folkeslag i dag; se bl.a. Bergljot Børresens, Den Ensamme Apen, Norsk Gyldendal, Oslo, 1996. Fundamentet er strengt taget det samme, omend der naturligvis er store forskelle på jæger-samler samfundet og senere moderne samfund. Der er også forskelle mellem den "generationelle satanisme", som personer som Tani Jantsang repræsenterer, og så "ny-satanisme", hvor sidstnævnte blandt andet repræsenteres ved Church of Satan (se bl.a. Tanis essay From a Generational to Wannabe Satanists på min homepage.
Alt tyder fx. på, at de oprindelige jæger-samlere var yderst dygtige empirikere, dvs. de baserede deres viden på erfaringer ligesom videnskaben i dag, og det er da også en kendsgerning, at deres daglige overlevelse afhang af en veludviklet forståelse af verden omkring dem (se Bergljot Børrensen, op. cit.). Under ingen omstændigheder ville de kunne forlade sig på ønsketænkning og fantasters vilde ideer. Arkæologisk arbejde, men også arbejde med nulevende jæger-samlere, tyder på, at de havde en radikalt forskellig opfattelse af begrebet "guder". Fx. rammer Bergljot Børresen en pæl igennem den opfattelse, at mennesket skulle have et "religiøst instinkt", og hun viser hvorledes det nærmere giver mening at tale om, at mennesket har et "videnskabeligt instinkt", eller i hvert fald "empirisk instinkt". For vestlige formål, er det først med kristendommen, at videnskabelig tænkning bliver lagt så kraftigt for had, som vi kender det i dag.
Det forhold, at det idag er mistænkeliggjort simpelthen at opføre sig naturligt og normalt, er noget nyt og meget usædvanligt i menneskets historie (igen regner jeg ikke 2000 år for meget i denne sammenhæng). En vigtig medvirkende årsag hertil er uden tvivl de patriarkalske og dualistiske religioner, som bl.a. kristendommen og islam. Deres primære dualisme består i opfattelsen af krop og sjæl, hvor der postuleres en "sjæl", som er uafhængig af kroppen og den fysiske verden. Over tid er disse filosofier blevet mere og mere raffinerede, men set med satanisters øjne også mere sygelige. (Både kristne og islamister er ikke nødvendigvis dualister i den forstand, at der er absolutte størrelser, der er "gode" hhv. "onde" -- dog har visse fundamentalister stadig disse opfattelser, men Johannes Aagaard har fx. taget afstand fra denne opfattelse.)
Det eneste logiske er rent faktisk at konkludere, at det er kristendommen, som er "det modsatte". Kristendommen er i enhver henseende det modsatte af en fri, og ikke-hæmmet livsførelse, det modsatte af en fysisk, kødelig, instinktuel og biologisk naturlig livsførsel. Men på grund af sine uovertrufne militære og politimæssige styrke, har kristendommen kunnet gennemtrumfe deres egen tro, samt undertrykke og udrydde andre trosformer; man kan forestille sig, at Hitler havde vundet Anden Verdenskrig for at få et indblik i, hvorledes satanister anskuer kristendommen sejr over andre vestlige religioner. Kristendommens eneste krav på legitimitet er ganske enkelt: At de har formået at begå kulturelt (og til tider faktisk) folkemord på anderledes tænkende, og naturligvis deres evne til at nedskrive alle deres løgne i historiebøgerne. En sådan uretfærdighed og grusomhed har end ikke vanlige skræmmebilleder som Ghengis Khan udvist; dette er en kendsgerning; se fx. Rene Groussets biografi af khanen Conqueror of the World.
Jeg opfatter ikke kristendommen som det "naturlige modstykke" til satanisme, tværtimod opfatter jeg blot kristendommen som een mulig strategi for at opføre sig unaturligt. Der findes mange andre religioner og kulturer, som gør besynderlige ting, og de er hver for sig unikke bud på en unaturlig livsførelse. Der findes såmænd religioner og kulturer, som er væsentligt farligere og mere modbydelige end kristendomen som så. Imidlertid er disse grupper enten 1) Af en ret ubetydelig størrelse, 2) Ukendte for menig mand eller 3) Fra en anden del af verden. Dette bidrager til, at disse grupper ikke figurerer særlig meget i folks bevidsthed, og umiddelbart er de irrelevante for folks hverdag.
Det er satanismens klare overbevisning, at religioner som kristendommen og andre, der deler deres livsfjendske og unaturlige verdensanskuelse, er og bliver en fare for et sundt og stabilt samfund. Om der er nogen, der har et krav på oprindelighed, kunne det være satanismen, der bekender sig til en livsførsel, der forsøger at være i overensstemmelse med menneskets biologiske natur. Forsøg som Johannes Aagaards må nærmest anses for at være ynkelige, og det må forudsætte et vist mål af naivitet hos læseren, hvis argumenterne skal godtages. Benævnelsen "satanisme" er en praktisk, men dækkende, bekrivelse af den tradition, som menneskene bag satanismen praktiserer. Oprindelige folk (tatarer, tantrikere, taoister, pythagoræere, oa.) i denne tradition benævnte sig ikke oprindeligt "satanister", men de blev anset som sådanne af de kristne. I dag er der såmænd stadig folk, der holder disse traditioner i hævd, og givet at kristendommen er den fremherskende religion og magtfaktor, er det rimeligt (stadig) at kalde sig "satanist". Personligt tror jeg, at der er mange, som blot anser sig selv som, nå ja..."mennesker". Alligevel er der mange, som forsøger at skabe en vis opmærksomhed omkring disse ting ved at kalde sig det, som de er blevet beskyldt for at være: "satanister". Håbet er så, at der er nogen, som har styrken til at se igennem den udbredte propaganda, og se tingene for det de er.
Copyright 1999-2004 by Hr. Vad